Sprog i brug er en undervisningsbog til faget dansk på ungdomsuddannelserne. Den går på opdagelse i, hvordan dansk og sprog i øvrigt fungerer i praksis bl.a. sociologisk, psykologisk og som handleredskab.

En af bogens centrale emner handler om de teorier og analyseværktøjer, der kaldes pragmatik - bedre kendt som sproghandlingsanalyse og sprogspil. Måske har du allerede stiftet bekendtskab med det, måske ikke. Det er værktøjer, der er gode til at afsløre, hvad det i virkeligheden er, vi siger til hinanden, hvorfor jokes er morsomme (eller ikke morsomme), hvad mobberi er, og hvordan man kan sætte spot på "alt det mellem linjerne" i sproget. I bogen er der eksempler fra hverdagslivets mange samtaleformer. Vi ser bl.a. på scorereplikker, jobsamtaler, politisk argumentation, konflikter og forskellige former for magtspil.

Der er også et større kapitel om kommunikationsteorier og -modeller, som du kan få gavn af at kende til, når du skal lave danskafleveringer og i øvrigt også senere, når du kommer ud på arbejdsmarkedet. Bogen handler altså om sprog og kommunikation, og begge dele skal du vide noget om, når du skal til eksamen. Det står i de danskfaglige bekendtgørelser og læreplaner, der gælder for din uddannelse.

Forlaget og jeg har bestræbt os på at skabe en lærebog, der forhåbentlig ikke er alt for kedelig. Den omfatter det, du skal kunne til din danskeksamen om sprog og kommunikation. Samtidig handler den om situationer, der er genkendelige og relevante for de fleste unge. God fornøjelse.

ISBN: 9788761643599. Copyright forfatterne og Systime A/S 2018