Du skal logge ind for at skrive en note

Hvornår blev de første sprog skabt - og hvordan gik det til? Det ved vi ikke helt præcist, for der er ikke fundet kilder, der kan dokumentere det nærmere. Skønt man i dag har omfattende arkæologiske fund, der kan redegøre ret detaljeret for menneskets oprindelse og udvikling, så er det til gengæld sparsomt, hvad vi ved om sprogets opståen. Men noget ved vi trods alt.

Du skal logge ind for at skrive en note

Fra et til mange sprog

Babelstårnet under opførelse. Illustration på pergament fra c. 1423 udført af the Master of the Duke of Bedford (1405 - 1435).

© Bridgeman Art Library/British Library, London, UK/British Library Board. All Rights Reserved./British Library Board. All Rights Reserved 15th/Scanpix

Babelstårnet under opførelse. Illustration på pergament fra c. 1423 udført af the Master of the Duke of Bedford (1405 - 1435).

© Bridgeman Art Library/British Library, London, UK/British Library Board. All Rights Reserved./British Library Board. All Rights Reserved 15th/Scanpix

Gennem tiden har der været talrige spekulationer og myter om sprogets oprindelse. Blandt dem er den bibelske fortælling om Babelstårnet nok bedst kendt. Ifølge Det gamle Testamente havde menneskeheden til at begynde med ét fælles sprog. Da fik menneskene den idé at bygge en by og et tårn, hvis top kunne nå til himmelen. Men det brød Vorherre sig ikke om:

Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: »Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.« Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.

Kilde: Det gamle Testamente, 1. Mosebog, kap. 11 vers 1-9, bibelselskabet.dk

Balal betyder 'at forvirre' på hebræisk. Ordet er formentlig beslægtet med stednavnet Babel, der bl.a. nævnes i Biblens fortælling om, hvordan alverdens sprog opstod. Babel er også beslægtet med navnet Babylon, oldtidsbyen der lå ved floden Eufrat nord for Bagdad i Irak. Arkæologiske udgravninger fra dette sted har fundet rester af bl.a. en tempelbygning, der menes at være forlægget til fortællingen om Babelstårnet.

Denne historie om de mange sprogs tilblivelse finder næppe støtte i dag uden for religiøse kredse. Den vidner imidlertid om, at mennesket siden tidernes morgen har interesseret sig for historien bag livets mange sider, og bl.a. hvorfor folkeslag ikke altid forstår hinanden. Til gengæld er Biblens fortælling om, at alle sprog skulle nedstamme fra ét sprog ikke helt forkert. Den idé blev igen slået an for godt 250 år siden.

En britisk dommer ved navn Sir William Jones var i 1700-tallet udstationeret i Indien. Som jurist interesserede han sig for de lokale, indiske love, der var skrevet på sanskrit. Da han selv var lærd i græsk og latin, studsede han over de mange sammenfald, der var mellem sanskrit, græsk og latin både mht. grammatik og ordforråd. Det bragte ham på den tanke, at disse sprog oprindeligt stammede fra det samme sprog.

Siden har sprogforskningen kunnet påvise, at alle europæiske sprog stammer fra indoeuropæisk, der menes at være et sprog, der blev talt for 5000 år siden nord for Sortehavet og vest for Ural. Indoeuropæerne var nomader, og derfor har de sat sproglige aftryk vidt omkring: fra Tyrkiet til Indien i øst samt tværs over Europa til Azorerne i vest. Fra Kaukasus er nogle vandret nordpå til bl.a. Skandinavien.

I dag er kilden til de allerfleste sprog sporet, og i alt eksisterer der omkring 6.000 forskellige sprog. Lingvister har kortlagt verdens sprogætter til i alt 18 sprogfamilier. Blandt dem kan nævnes de altaiske sprog, der omfatter tyrkisk, mongolsk og tungusisk. Et andet er hamito-semito, der igen rummer seks sprogfamilier med over 250 sprog, hvor de største er arabisk (over 200 mio. sprogbrugere) og hebraisk (ca. 5 mio.).

En sprogfamilie, der har givet anledning til undren, er de uralske sprog, der omfatter finsk-ugrisk og samojedisk. De største sprog i denne gruppe er ungarnsk (ca. 15 mio.) og finsk (6 mio.). Det man undrer sig over er, at der midt i det indoeuropæiske sprogfællesskab er to lande med relativ stor geografisk afstand til hinanden, der er så nært beslægtet sprogligt som tilfældet er med finsk og ungarnsk.

Du skal logge ind for at skrive en note

Syntetiske og analytiske sprog

Foruden at inddele sprog efter oprindelse og familielighed grupperer man dem også til enten at være analytiske eller syntetiske sprogtyper. Det græske ord analysis betyder at opløse i enkeltdele, mens synthesis betyder at trække sammen i helhed. Det er ganske beskrivende for, hvordan sprogene i de to grupper opfører sig.

I analytiske sprog er næsten hver eneste leksikalske eller grammatiske enhed forankret i ét ord eller til en bestemt plads i sætningen. I udtrykket vil du have te? er hvert ord en betydningsafgrænset enhed. Verbets placering på sætningens første plads betyder, at det er et spørgsmål. Dansk er altså et analytisk sprog. Latin, grønlandsk og tyrkisk er derimod syntetiske sprog, for her trækkes de betydningsbærende elementer sammen i et eller få lange ord, hvor de forskellige morfemer i ordet angiver person, tal, tid osv. Vil du have te? hedder fx på tyrkisk çay istiyormusun?

Du skal logge ind for at skrive en note
Figur 1.1

Eksempel på syntetisk sprogkonstruktion. De forskellige morfemers

mening er trukket sammen i en betydningsmæssig syntese.

Figur 1.1

Eksempel på syntetisk sprogkonstruktion. De forskellige morfemers

mening er trukket sammen i en betydningsmæssig syntese.

Du skal logge ind for at skrive en note

Engelsk er som dansk et analytisk sprog, men sådan har det ikke altid været. For over 1.000 år siden, da man talte olddansk og oldengelsk var begge sprog overvejende syntetiske. Det skyldes formentlig, at de grammatisk var tættere på latin, end de er i dag. Sprog kan altså godt flytte sig fra den ene gruppe til den anden.

Syntetiske sprog er som sagt sprog, hvor hvert enkelt ord rummer flere, selvstændige betydningselementer. I sin mest ekstreme form kan en hel sætning være indeholdt i ét ord. Sprogforskerne har derfor inddelt de syntetiske sprog i tre undergrupper, der angiver graden af sammensathed.

  • Agglutinerende sprog (agglutina - lat. klæbe samme). Tyrkisk er et typisk agglutinerende sprog, hvor de enkelte stavelser har en nogenlunde fast betydningsstruktur og som derfor er lette at genkende. Dansk har også visse agglutinerende træk som suffixet i flertalsendelser og bestemt artikel: stol-e og stol-en.
  • Flekterende sprog (flectere - lat. bøje) er bøjningsmæssigt mere komplekse sprog, fordi morfemer og endelser kan betyde flere ting på én gang. Latin er et flekterende sprog fx betyder det latinske ord poteramus vi kunne. Endelsen -ramus fortæller, at det er 1. pers., pluralis, imperfektum, dvs. i alt tre betydninger.
  • Polysyntetiske sprog (poly - lat. mange) er de sprog, hvor et ord rummer så mange betydninger, at det ofte bliver til en hel sætning. Grønlandsk er et polysyntetisk sprog jf. dette eksempel:
  1. umiaq = båd
  2. umiarsuaq: båd + suaq (stor) = skib
  3. umiarsualivik: skib + livik (sted) = havn
  4. umiarsualivimmi: havn + mi (i) = i havnen
  5. umiarsualivimmiippoq: havnen + ippoq (at være) = han er i havnen
  6. umiarsualivimminngilaq: han er i havnen + nngilaq (ikke) = han er ikke i havnen
Du skal logge ind for at skrive en note

Sprogets opståen i et evolutionsperspektiv

Denne tegning fra 1871 fremstiller Darwin som en abe. Tegneren har formentlig villet gøre grin med Darwin, der forfægtede teorien om, at mennesket nedstammer fra aberne.

© Gyldendals Billedarkiv

Denne tegning fra 1871 fremstiller Darwin som en abe. Tegneren har formentlig villet gøre grin med Darwin, der forfægtede teorien om, at mennesket nedstammer fra aberne.

© Gyldendals Billedarkiv

Vender vi tilbage til spørgsmålet om sprogenes oprindelse, kom det afgørende gennembrud i forståelsen af menneskets og dermed også sprogets opståen med Charles Darwins (1809-1882) bog Arternes oprindelse fra 1859. Selvom det ganske vist var den franske zoolog Jean Babtiste Larmarck, der allerede i Darwins fødselsår 1809 kom på ideen om arternes udvikling, blev det Darwins udgave af udviklingslæren som blev kendt og udbredt. Det er den, vi i dag kender som evolutionsteorien.

Inden for biologisk videnskab betyder evolution en udvikling, der beskriver og forklarer organismers forandring som følge af arvelighed, reproduktion og selektion. Blandt biologer står Arternes oprindelse i dag som et helt afgørende værk, der anses for en af de vigtigste videnskabelige erkendelser overhovedet. Teorien var efter datidens målestok særdeles kontroversiel især i religiøse kredse. For de etablerede videnskaber var Darwins ideer også noget af en kamel at sluge. I den tidlige industrielle tidsalder opfattede man mennesket som indbegrebet af fornuft og naturens overlegne hersker. At vi således skulle nedstamme fra aber og ultimativt simple mikroorganismer var derfor en rystende påstand.

Darwins nedstamningslære argumenterer for, at alt liv har en fælles oprindelse og ikke noget mål. Alt liv gennem Jordens historie har udviklet sig efter et princip om såkaldt naturlig selektion som den bærende mekanisme i evolutionen. Med dette mener Darwin, at de organismer, der gennem tiden har overlevet og videreført sine arveegenskaber, var dem, der var bedst til at tilpasse sig det omgivende miljø. På den måde blev svage eller andre mindre egnede organismer frasorteret. I løbet af organismernes udviklingsproces dukker arten af primater (halvaber og aber) op for ca. 7 mio. år siden og fra disse de første hominider - vores menneskelignende forfædre.

Grundprincippet i evolutionen er det, Darwin kalder survival of the fittest. Det betyder, at det er de arter, som passer bedst ind i det omgivende miljø, der overlever og viderebringer deres gener. Fra den ene generation til den næste sker der løbende mutationer (ændringer) af gener. De genændringer, der gavner arten, sikrer dens overlevelse og bringer arten videre, hvorefter gener muterer på ny. De genændringer, der forringer artens evne til at passe ind i sit miljø, får enten arten til at gå til grunde eller til at søge hen til miljøer, hvor den befinder sig bedre. På et eller andet tidspunkt da hominiderne har udvikler sig til de tidligste mennesker, er der undervejs sket genetiske ændringer i de dele af fysiologien, der forudsætter tale. Den ene del er sprogcentret i hjernen og de øvrige er hals, mund og næse.

Du skal logge ind for at skrive en note

Genetik og sprog

Sprogets og genernes udviklingsveje har vist sig at have en hel del til fælles. Der er nemlig meget, der tyder på et sammenfald mellem befolkningers sproglige og genetiske udvikling. Forskellige genetiske (etniske) grupper reagerer på samme vilkår såsom klima, adgang til føde, trivsel osv. som grupper, der er bundet sammen af sproglige grunde. Når mennesket flytter sig til et nyt sted, tager det både sine gener og sit sprog med sig.

Dertil kommer, at sprog opfører sig nogenlunde lige som gener. Når kulturer deler sig, vil de nye kulturer med tiden udvikle nye sprog. På den måde kan man sige, at de mekanismer, der får sprog til at ændre sig, på mange måder er de samme som dem, der får gener til at mutere. Når en befolkningsgruppe flytter til et nyt sted, vil den skabe ord og betydninger, der passer til det aktuelle miljø. Ord, der ikke længere er relevante i de ændrede omgivelser, vil forsvinde. Et eksempel er grønlændernes mange ord for sne, der beskriver sneens forskellige strukturer afhængig af vejrlig. Så mange ord for sne har man ikke i Tyrkiet. Der har man til gengæld en hel del forskellige ord for får, der beskriver nuancer af dyrenes alder, art og køn i kombination.

Men hvad er gener så? Det var en munk ved navn Gregor Mendel (1822 - 1884), som gjorde de første skelsættende iagttagelser om gener og arvelæren. I en klosterhave i det nuværende Tjekkiet gik Mendel og puslede med ærteblomster. Han finder ud af, at hvert frø indeholder arveegenskaber fra hver forælderært; såkaldte dominerende (fremherskende) arveegenskaber og recessive (vigende). Han opdager også, at man ved at parre bestemte arveegenskaber kan forudsige et arvemønster med stor sandsynlighed. Disse studier præsenterer Mendel for offentligheden i 1865, og hans opdagelser om arveanlæg kom til at supplere Darwins teorier på afgørende punkter

I 1908 bestyrkes Mendels teorier yderligere af den amerikanske biolog Thomas Hunt Morgan, der opdager kromosomernes rolle i arvelighedslæren. Dermed var grundstenen til genetikken lagt, dvs. videnskaben om arternes biologiske arv og dens mekanismer. Med opdagelsen om at generne befinder sig på kromosomerne, finder man også ud af, at kromosomerne rummer information kodet i DNA. Med denne viden har man siden kunnet forske sig frem til de gener, der har gjort det muligt for mennesker at tale.

Du skal logge ind for at skrive en note
ISBN: 9788761643599. Copyright forfatterne og Systime A/S 2018